Velmødt spændende foredrag med Søren H. Andersen
Mød seniorforsker Søren H. Andersen, Moesgård museum på Tremhøj museum, Tremhøjvej 41, Tvingstrup lørdag d. 10. december 2016 kl. 13.30 til ca. 15.00
Horsens fjord er landskendt for sine mange ertebøllebopladser med køkkenmøddinger og tusindvis af redskaber fra jægerstenalderen ca. 5.400 – 3.900 f. Kr. Meget ligger stadig i nutidens vandkant og fortæller, at her boede folk engang i oldtiden.
Hvordan levede familierne dengang? Er det muligt at stykke en historie sammen ud fra fundene, og få noget at vide om føde og livsvilkår, - hvor vigtig var østers og hvor tit stod uroksebøffer og dyreryg på menuen? Var fiskeri det vigtigste erhverv eller var hverdagens helte måske de jægere, der var bedst til at jage vildtet i urskoven rundt om fjorden op til Tremhøj?
Man kan forestille sig meget og derfor er det en fornøjelse, at Tremhøj Museum har fået Søren H. Andersen til at komme og give et overblik over ertebølletid i Horsens og Østjylland. Søren H. Andersen er ekspert på, -og i - området og har bl.a. forsket i den såkaldte Gudenåkultur samt lavet udgravninger i Norsminde- og Gamborg fjorde samt Ringkloster ved Skanderborg sø.
Foredraget vil bestå af oplæg ved Søren H. Andersen, kaffe og diskussion. Der vil også blive mulighed for nærmere at studere mange typiske fund fra Ertebølletid i Tremhøj Museums samling.